Vandreturen til Old Man of Storr på Isle of Skye

det er "bare" et par kilometer

"To kilometer til Old Man of Storr", fortæller skiltet på parkeringspladsen. Vi spejder op ad den knudrede bjergside og kan se den berømte klippesøjle, der er én af årsagerne til, at vi er taget til det vestlige Skotland til øen Isle of Skye. Det ser ganske rigtigt ikke ud til at være den længste tur.

Det er en kølig morgen - det er ikke usædvanligt med frostgrader om natten her i påsken - så vi finder uldsokkerne, vandreskoene og vindjakkerne frem. Heldigvis er der ikke udsigt til regn. Faktisk vligner det en klar morgen, hvilket,har vi ladet os fortælle, ikke er helt sædvanligt her i området i april måned.

I horisonten kan vi allerede begynde at ane det rødlige skær, der ledsager solens opvågnen - selvom klokken kun er 6.15, og det blot er 15 minutter siden vi forlod sengene i byen Portree i buldrende mørke. Vi begiver os derfor hurtigt af sted for at nå toppen. Helst før solen gør det. Det er jo bare to hurtige kilometer.

Men hvilke kilometer. Det begynder nemlig hurtigt at stige i graderne, når man skal 288 meter op i højden. 

Silhuetten af den gamle mand

Den stenede sti siksakker op mod den imponerende klippesøjle, der er målet for vores strabadser. Selv i den kolde morgenvind, får vi hurtigt varmen. Han står og kigger ned på os og er en god motivator for at få benene arbejdet igang.

Heldigvis er der intet tabt ved at tage pauser undervejs. Faktisk er det et must. Næsten hver meter vi stiger, får landskabet til at ændre sig - specielt fordi lyset og nuancerne i himlen også ændrer sig minut for minut her i morgengryet. 

Med lidt fantasi kan vi godt se, hvorfor han har fået navnet "Old Man". Den høje og ensomme klippesøjle virker nemlig rynket og krumrygget; som en silhuet af en gammel mand. Folkloren fortæller, at det er tommelfingeren fra en kæmpe, der ligger begravet her. I virkeligheden er han skabt af et massivt jordskred for uendeligt mange år siden, der efterlod klippesøjlen fritstående i landskabet.

Uanset hvad, så er det i dag et af de mest fotograferede og mest berømte landskaber i bjergkæden the Trotternish på Isle of Skye.

en mageløs solopgang

Hvor den første del af vandringen til Old Man of Storr foregik ad en stenet, men stadigt tilgængelig grussti, så er den sidste del af turen lidt mere forræderisk. Ved foden af klippesøjlen breder der sig et ujævnt plateau med sten og klipper. Det er desuden her, at skiltet målte de to kilometer til.

Over os tårner nu den 50 meter høje klippesøjle. Han er ganske imponerende, når man kommer tæt på. Landskabet omkring ham bakker og bugter sig. En sø ligger tilfældigt placeret på plateauet, og fra den rigtige vinkel ser den nærmest ud til at løbe direkte ud i sundet Sound of Raasay, der i virkeligheden ligger langt nede under os. Området har en fortryllende aura, der er så typisk for Isle of Skye. Det er ikke rigtigt som noget, man har set før.

Der kan ofte være ganske tåget og diset på Isle of Skye. Men vi er heldige denne morgen. Over sundet er solen brudt igennem, og himlen er farvet i dyblilla og ildrøde nuancer. Der er heller ikke mange mennesker ud over os og et par dedikerede fotografer og vandrelystne typer, der har overnattet her på toppen. Stakåndede står vi og betragter landskabet omkring os.

lige dét der ikoniske billede

Men turen er langt fra færdig. Det kan godt være vi er nået op til ham, men det mest spektakulære vue ligger stadig godt en kilometer længere væk. Fra en klippetop længere væk kan vi nemlig fange det ikoniske billede af landskabet og Old Man of Storr, der spejder ud over kysten. Det er en blæsende fornøjelse at gå turen op ad knoldede forhøjninger og stenede bjergsider. Men på toppen får vi denne helt fantastiske udsigt over området og ikke mindst motivet, som vi har jagtet.

Bag os åbenbarer sig desuden en udsigt over et hav af bjergtoppe, der er en del af området the Quiraing. Helt tæt på kanten gibbe det uundgåeligt lidt i én, og den kraftige blæst får os til at sætte os ned, så vi ikke mister balancen. Vi kan faktisk ingenting høre, fordi blæsten larmer så meget. Men vi kigger bare på hinanden og smiler. Man kan faktisk ikke andet.

Videre til næste store oplevelse

Efter godt 2 1/2 time er vi nede ved bilen igen. Det nu mere humane tidspunkt (klokken 9) har lokket flere mennesker til og den lille parkeringsplads er allerede begyndt at blive godt fyldt op. Mange starter deres vandring mod toppen i et forrygende tempo. Flere med børn på ryggen, hvilket får os til at spærre øjnene lidt op. Tænk også at skulle bære et barn til toppen!

Vi sætter os derimod ind i bilen og kører videre til den næste store naturoplevelse, vi har på programmet i dag, vandring i The Quiraing, i håb om at vi også der kan undgå de værste turistgrupper. 

Ditte Maria Engelhardt, Contentspecialist i Lyngby