Chokoladesmagning i højlandet

Vil du smage verdens bedste chokolade? Den findes i Aberfeldy tæt på Pitlochry

Du har sikkert hørt, at Skotland er verdensberømte for deres whisky. Men er du klar over, at de også er verdensberømt for chokolade? 

Lige uden for den lille højlandsby Aberfeldy i Pertshire ligger en mundvandsfremkaldende hemmelighed: Iain Burnett Highland Chocolatier. Okay, hemmelighed er måske så meget sagt, for hans chokolade er intet mindre end verdensberømt og elsket af både mesterkokke som Gordon Ramsey og det engelske kongehus. Og du kan få lov at smage herligheden lige her på din kør-selv-ferie i det skotske højland.

Inspiration

En fløjlsblød chokoladefornøjelse

Når du træder ind i Highland Chocolatier's café og butik kommer du ind i en fløjlsrød verden af dufte og smag. Montre bugner af dekorative chokolader og æsker i guld og bordeaux. En lille udstilling fortæller om kakaobønnes rejse fra bønne til chokolade, og gennem et vindue kan du se chokolademester Iain Burnett selv og hans tre ansatte i fuld gang med at lave farverige trøfler. Her er chokolade ikke blot en mundfuld til at stille sukkertrangen, men derimod et lille håndlavet mesterværk.

I den charmerende café sidder mennesker med nydelsesfulde blikke og sipper til varm chokolade eller sukker over en Velvet Truffle chokoladen, der har gjort Iain Burnett verdensberømt, og som gør byen Aberfeldy til et stop, du absolut ikke bør misse på vejen fra Edinburgh til nationalparken Cairngorms.

To gange er denne lille fløjlsbløde godte blevet kåret til verdens bedste chokoladetrøffel. Det er en smagsoplevelse, der ligger uendeligt langt fra din normale fredags-Marabou! Tilsammen har Iains små delikate minimesterværker vunde over 40 priser og guldmedaljer - her iblandt fr Academy of Chocolate, Great Taste Awards og Scotland Food & Drink's Product of the Year Awards.

Chokoladesmagning - Her behøver du ikke spytte ud

Ligesom du sikkert har været til whiskeysmagning på din rejse i Skotland, så bør du også driste dig til en chokoladesmagning hos Highland Chocolatier. Modsat whiskey-smagninger, så behøver du på ingen måde at spytte ud her. For 23 pund (2023-pris) får du en audioguide, hvor Iain Burnetts stemme - der er lige så silkeblød, som hans chokolader - guider dig igennem smagning af fem chokolader, også de prisvindende Velvet Truffles med både hvid og mørk chokolade.

Det er en lidt speciel oplevelse at sidde midt i cafeen med høretelefoner på og nippe til chokolade. Men du vil blive overrasket over, hvor mange smagsnuancer, der pludseligt springer frem, når du smager chokolade på den helt rigtige måde. Hvis du ikke er til den audioguidede version, kan du få Iain Burnett eller en af hans chocolatieer til at stå for smagningen personligt. Men så bliver prisen selvfølgelig også en helt anden. Det skal du desuden booke på forhånd.


"Passion kan altid smages, og man er ikke i tvivl om at Iain Burnetts hjerte nærmest må bestå af chokolade. Jeg har aldrig smagt en chokolade, der føltes så blød og lækker som hans Dark Velvet Truffle! Det kan anbefales at lægge vejen forbi"

- Ditte, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort