Vandfaldet Goðafoss

Et syn for guder

Allerede fra hovedvejen kan du skimte det enorme vandfald, der, med sin Niagara Falls-lignende halvcirkel, fortryller ved første øjekast. Fra øjeblikket hvor du stiger ud af bilen, kan du høre Goðafoss' rungende brusen, og lyden vokser og vokser, jo tættere du kommer på vandfaldet. De enorme vandmasser vælter ud over de islandske klipper og styrter 12 meter ned i et bragende inferno af skumsprøjt. Det klare, blå vand er virkelig et syn for guder som du helt sikkert skal unde dig selv på din kør-selv-ferie i Island.

Inspiration

Tre udsigtspunkter - for den vovede, den magelige og den eventyrlystne

Der er i alt tre udsigtspunkter som man kan betragte det 30 meter brede vandfald fra - ét på højre side, ét på venstre side og et sidste ved bunden af vandfaldet. Udkigspunktet på højre side kommer man til ad en meget lille natursti. Her er smukt, men stien er smal og bestemt ikke for dårligt gående. Desuden er parkeringspladsen på denne side heller ikke let at finde. Hvis du er til det mindre vovede og mere magelige, skal du køre til vandfaldets venstre side.

Her, til venstre for Goðafoss, er der mere farbart, og det er da også dette udsigtspunkt som langt de fleste vælger, når køreturen går forbi det prægtige vandfald. En asfalteret sti fører én sikkert op til udsigtspunktet, der er afskærmet af et rækværk, og hvor forholdene generelt er gode. Er man den mere eventyrlystne type, er det også herfra, at der går en lille stentrappe ned til vandfaldets bund. Selvom trappen er stejl og en smule halsbrækkende, og lyden ved vandfaldets fod er endnu mere øredøvende, er det bestemt nedstigningen værd. For vandfaldets imponerende størrelse og styrke kan virkelig mærkes, når man står ved bunden og kaster blikket opefter.

 

Historien om Gudernes vandfald

Det islandske navn Goðafoss betyder ”Gudernes vandfald”, og navnet stammer efter sigende fra år 1000 e.Kr., hvor Kristendommen blev gjort til den officielle religion i Island. På dette tidspunkt bestod befolkningen i Island hovedsageligt af nordmænd, og det var da også den nordiske mytologi med Thor og Odin som det islandske folkefærd dyrkede. Dette var indtil Kristendommen gjorde sit indtog i Europa. Nu skulle islændingene frasige sig de gamle myter og bekende sig til den kristne tro. I modsat fald var man overbevist om, at det kristne Norge ville invadere landet.

Valget mellem den nordiske mytologi og Kristendommen som officiel religion blev diskuteret i parlamentet, og lovmanden Þorgeir Ljósvetningagoði fik ansvaret for at tage den endelige beslutning. Efter flere dages overvejelser under et birketræ besluttede Þorgeir, at nationens sikkerhed kom først. Han bekendtgjorde, at Island skulle være kristent og frasagde sig de gamle guder. Som et symbol på afskeden med den nordiske mytologi, kastede han alle sine statuer og ikoner af de nordiske guder i et smukt vandfald. Vandfaldet fik navnet Goðafoss, og uanset om historien om gudestatuerne er sand eller ej, er vandfaldet absolut en omvej værd på bilferien i Island. 


"Man kan bruge virkelig lang tid på bare at stå og kigge på Goðafoss. Størrelsen, vandmængden og trykket fra vandet, der vælter ned, er virkelig fascinerende."

-Christina, rejsespecialist i Lyngby


 

Kort

Vis på kort