St. Johann

Hyggelig by med kabelbane til bjergene

Smukke St. Johann in Tirol er regionens pulserende hjerte og et paradis for aktive eventyrer – uanset alder. Byen ligger indrammet af “Wilder Kaisers” bjergryg og det knap 2.000 m høje Kitzbüheler Horn. De mange kabelbaner i området bringer dig hurtigt til toppen af bjergene, hvorfra der er et imponerende view over det naturskønne område. Tilbage i byen, på hovedgaden, finder du utallige hyggelige restauranter og caféer. Om aftenen åbner diskotekerne dørene op og byder dig inden for til en festlig aften.

Aktiv ferie i bjergene

Området omkring St. Johann er et slaraffenland, hvis du søger efter udendørsaktiviteter. Byens placering ved foden af Kaisermassivet giver rig mulighed for vandreture og mountainbike-udflugter, men også golf, paragliding, kanoture, rideture og rafting. Med kabelbanerne kommer du let op til afmærkede vandreruter, og som alternativ til kabelbanen ned igen, kan du prøve en mountaincart (3-hjulet gocart med pedaler) og køre ned gennem enge og skove. Du kan også begive dig ud til vandfaldet Schleier ved Wilden Kaiser, hvor du enten kan klatre op ad de udfordrende klatreruter eller tage den lidt mindre udfordrende vandrerute til det spektakulære vandfald.

Eller hvorfor ikke besøge klatreskoven Kletterwald Hornpark, hvor du baner dig vej gennem trætoppe med reb og på brædder - en oplevelse for både børn og voksne. Hvis du har lyst til udfordringer, er der i hvert fald nok af muligheder, som du kan kaste dig ud i, når St. Johann er dit udgangspunkt.

Kort

Vis på kort