Strandbyen Estoril

Glitter, glamour og skønne strande

Estoril er nok allermest kendt for sine imponerende luksushoteller, dyre gourmetrestauranter og mondæne herskabshuse. Historisk set var byen et kærkomment tilflugtssted for Lissabons aristokrati, men i dag favner byen langt bredere med sine charmerende gader, historiske bygninger og sommerlige kyststemning. Du bliver taget imod med åbne arme, og den mondæne strandby er et besøg værd – uanset om I er til strand, luksus eller lokal charme. Med kun en halv times kørsel i bil fra Lissabon er Estoril et perfekt stop på kør-selv-ferien langs Den Portugisiske Riviera eller som udflugtsmål på storbyferien til Portugals hovedstad.

Estoril er en nydelse i sig selv

Hvis tanken om sand imellem tæerne og saltvad på huden får det til at løbe dig koldt ned ad ryggen, så er Estoril gudskelov meget mere end en strandby. Gå en tur i byens små snørklede gader og opdag det store udbud alverdens butikker. Læg mærke til den fine brolægning i gågaderne, som refererer til havets bølger. Estoril har et kolossalt udbud af barer og restauranter, og det store trækplaster er det famøse Casino Estoril, som er et af de største i Europa. Ud over de traditionelle former for spil som roulette, black jack og poker er her også underholdning med flotte shows. Efter sigende skulle Ian Flemming være blevet inspireret til James Bond-filmen, Casino Royale, da han opdagede en kendt jugoslavisk spion i netop dette casino.

Kort

Vis på kort