Southwark & Bankside i London

Fra lastens hule til kontorhuse

Mange steder i Southwark, især ved Bankside langs Themsen, kan du opleve vingesuset fra de mere skumle sider af det gode gamle London. I dag er mange af de ting, der for 500 år siden blev betragtet som skumle og forbudte, heldigvis helt legale fornøjelser. Og gudskelov for det. I Southwark/Bankside kan du nemlig fornøje dig med en tur i Shakespeares teater The Globe, som dengang var forbudt, men i dag er finkultur. Du kan også drikke en pint eller to på George Inn, den ældste pub i London, eller jage en skræk i livet på dig selv i London Dungeons. Husk også det fænomenale kunstmuseum Tate Modern, højborgen for den moderne kunst i London.

Da romerne forlod Londonium i slutningen af det 5. århundrede blev området, der i dag er Southwark, lagt øde, og forblev sådan i 400 år. Derefter voksede bydelen stødt og roligt, og fra Middelalderen frem til 1700-tallet fungerede den som ”det moralske afløb” for beboerne på den anden side af Themsen i The City. I City var der strikse regler for alting, så folk i London tog over Themsen for at dyrke alle de forbudte fornøjelser – værtshuse, teatre og prostituerede. I det 19. århundrede kom også havnemiljøet, dokkerne, pakhusene og senere fabrikkerne til Southwark. I dag er de moderne erhverv flyttet ind i form af kontorhuse, men de gamle bygninger står stadig tilbage og giver Southwark/Bankside charme.

Inspiration

Shakespeare’s Globe og Southwark Cathedral

I New Globe Walk 21 finder du Shakespeare’s Globe, der i 1997 blev genopført kun få hundrede meter fra det sted, hvor det originale teater fra 1599 stod. The Globe er et must, hvis du er vild med Shakespeare. Udover et fantastisk teater med et professionelt ensemble og internationale gæsteskuespillere, byder The Globe også på Globe Education, der underviser skolebørn, studerende og andre Shakespeare-interesserede. Dertil kommer Globe Exhibition, som er verdens største Shakespeare-museum. Skønhed af den mere spirituelle karakter finder du i Southwark Cathedral i Montague Close. Selvom kirken først blev gjort til domkirke i 1905, stammer dele af bygningen fra dens opførelse i 1100-tallet, hvor der udover kirke også var kloster på stedet. Især udsmykningerne i kirken er seværdige, fx glasmosaikvinduet med Shakespeare-motiv. Men også mange historiske personer har deres grav i Southwark Cathedral.

The Old Operating Theatre

I den mere bizarre ende af skalaen finder du The Old Operating Theatre i i St. Thomas Street i Southwark. Her kan du i perfekt rekonstruerede omgivelser se, hvordan operationer foregik i 1800-tallets London FØR man kendte til bedøvelse og sterilitet. Du skal blive skånet for detaljerne her, men hvis du ikke har en sart sjæl, så brug et par timer på The Old Operating Theatre, som er yderst informativt og gør dig meget taknemmelig for det moderne sundhedsvæsen. The Old Operating Theatre hørte i øvrigt til St. Thomas Hospital, som er det ældste hospital i London. I midten af 1800-tallet blev hospitalet flyttet og de gamle bygninger revet ned. Kun én bygning, The Old Operating Theatre, fik lov at blive stående.

London Dungeons og Tate Modern

Og mens vi bevæger os på den mørke side i Southwark/Bankside, skal du også besøge klassikeren London Dungeons på din ferietur til London. I London Dungeons i Tooley Street bliver de mest blodige begivenheder i Englands historie illustreret i lyd, lys og bevægelse. Underligt nok et stort hit blandt børn. London Dungeons kan bedst beskrives som en kraftigt udvidet udgave af Madame Tussauds rædselskabinet, men det er, skrækfaktoren til trods, udelukkende skabt for underholdningens skyld. Tate Modern er, som navnet antyder, en moderne afdeling af Tate Gallery. Tate Modern ligger i et gammelt elektricitetsværk ved Bankside og har en enestående samling af moderne kunst, hvoraf flere har gratis adgang. På øverste etage på Tate Modern ligger der en spisecafé, hvor du får en fremragende udsigt over Themsen, Millenium Bridge og St. Paul’s Cathedral

Kort

Vis på kort