Bjerget Tibidabo i Barcelona

Bestig bjerget i Barcelona

Tibidabo er alle tiders bjerg til en heldagsudflugt for hele familien i Barcelona. Nederste etape af den 542 m høje Tibidabo kan forceres med en antik blå sporvogn fra Avinguda del Tibidabo i det nordlige Gràcia, og ved dens endestation kan du skifte til en skinnevogn, der bringer dig det sidste stykke op til toppen af Tibidabo.

På Tibidabo venter der dig en forrygende udsigt over den varmeflimrende middelhavsby Barcelona. Den største attraktion på bjerget Tibidabo er forlystelsesparken Parc d´Attracions de Tibidabo, hvor du bl.a. kan nyde Barcelona i "pilot-perspektiv" fra en 90 år gammel rød flyvemaskine, der i langsomt tempo drejer rundt på en svingarm. Parc d´Attracions de Tibidabo byder også på rappe rutschebaner, et pariserhjul samt en fortryllende samling af robotter og antikke mekaniske dukker.

En endnu bedre udsigt får du fra den neo-gotiske kirke Iglesia del Sagrat Cor i Tibidabo, fra hvis top en stor Jesus-skikkelse, a la den fra Rio de Janeiro, siden 1961 har stået og vogtet over Parc d´Attracions de Tibidabo.

Kort

Vis på kort