Paris med børn

Sådan bliver ferien sjov for hele familien

Paris er for mange romantik, shopping og museer – ikke ligefrem det mest spændende for børn. Men byernes by byder alligevel på masser af aktiviteter for familier med børn. Her finder I både vanvittige forlystelsesparker, børnevenlige museer og meget mere, som er med til at gøre Paris til en enormt børnevenlig by.

Her får du vores bud på aktiviteter, der får børnene til at elske Paris

Temaparker

Disneyland
Fortryllende, magisk og underholdende er nogle af nøgleordene, der bedst beskriver Disneyland Paris. Bo på en af parkens egne hoteller eller tag bussen direkte fra centrum af Paris. Disneyland Paris er et oplagt mål for børnefamilier og sæt gerne masser af tid af til besøget. De mangle indtryk, forlystelser og lange køer gør at familien sagtens kan bruge to dage i parken.

Parc Astérix
Vil du prøve et alternativ til Disneyland, så tag børnene med til Asterix-parken. Den ligger ca. 30 km nord for Paris og er bygget op omkring den berømte tegneserie om Astérix og Obelix. I finder masser af store rutsjebaner, men også forlystelser hvor hele familien kan være med. Det er i øvrigt her du finder Europas længste trærutsjebane. Stedet er mere roligt end Disneyland og med knap så mange mennesker.

Jardin d’Acclimatation
I den nordlige del af Bois de Boulogne-skoven ligger forlystelsesparken Jardin d’Acclimatation, der hovedsageligt er for de mindre børn. Her tager I en tur i det lille tog og kigger på dyr i den mindre zoo. Her kan hele familien blandt andet også more sig med dukketeater, minigolf, ponyridning og meget andet.

Playmobil Fun Park
10 minutter uden for Paris finder du Playmobil Fun Park. Parken er ikke en klassisk forlystelsespark, men nærmere et legeland - hovedsageligt for de mindste børn. Her er hele 12 legeområder i hvert sit playmobil-tema. Entréen er billig; de mindste kommer gratis ind og de lidt ældre børn og voksne betaler kun nogle få euro.

Aquarium Sealife
Kombiner eventuelt din tur i Disneyland Paris med en tur i Aquarium Sealife. Det er et stort akvarium med masser af farvestrålende fisk og oplevelser for hele familien.

Parc zoologique de Thoiry
Tag på safari 35 minutters kørsel fra Paris. Parc zoologique de Thoiry er en zoologisk have delt i to. I den ene går I rundt og kigger på dyrene og i den anden kører i rundt og ser dyrene fra bilen.

Aquaboulevard: 
Er dine børn nogle vandhunde, kan et besøg i Aquaboulevard anbefales. Aquaboulevard er et kæmpe indendørs vandland med alt, hvad der hører til: Vandrutsjebaner, bølgebassin, spabad, masser af vandaktiviteter og meget mere.

Museer for børn

Cité des Sciences & de l’Industrie
Museet Cité des Sciences & de l’Industrie er dedikeret til videnskab, og her har børn masser af muligheder at lege og få spændende interaktive oplevelser. I kan sagtens tilbringe en hel dag på dette museum. På museet finder I to afdelinger for børn; en for de 3-5-årige og en for de 5-12-årige.Vær opmærksom på , at udstillingen er på engelsk, fransk og spansk.

Musée Grévin 
Musée Grévin er et voksmuseum, hvor børnene, samtidig med at de går på opdagelse mellem de mange vokskloner, kan lære om den franske historie. For de større børn er der også lyd-og-lysshowet Palais de Mirages.

Louvre
Det verdensberømte museum Louvre rummer masser af berømte kunstværker og kan være en kedelig omgang for de mindste. Dog kan det anbefales at tage en tur forbi Mona Lisa. Her er der en speciel plads foran maleriet til børn, så de kan gå forbi det berømte maleri og fornemme, hvordan Mona Lisas øjne følger dem. En oplevelse de voksne ofte ikke kan få, fordi der er så mange mennesker foran det lille maleri.

Det klassiske Paris med børn

Der er flere af de klassiske seværdigheder i Paris, som også kan være rigtig sjove for børn.

Eiffeltårnet
En tur i Eiffeltårnet vil helt sikkert vække glæde hos de små, der kan opleve en helt fantastisk udsigt over Paris. Men kom tidligt eller bestil billetten hjemmefra, for køen kan være lang. For foden af Eiffeltårnet ligger der desuden en park med legeplads, hvor børnene kan lege og de voksne slappe af, når Eiffeltårnet er besejret.

Kanalrundfart
På en kanalrundfart, der fx kan starte ved Eiffeltårnet, kommer I forbi mange af de mest berømte seværdigheder i Paris såsom Louvre og Notre Dame. En sjov måde for børn at opleve byen på.

Montmartre
Bydelen Montmartre er et hyggeligt sted at gå en tur. Her er masser af caféer og lokale malere, der indfanger turisternes træk på Place du Tertre. Montmartre er rigtig pariserstemning som børnene helt sikkert også vil finde sjovt.

Grønne parker

Paris har mange små haver, parker og grønne åndehuller - og mange af dem med sjove legepladser for børnene.

Luxembourghaven
Besøg fx Luxembourghaven i Latinerkvarteret. Her har du mulighed for at leje en træbåd som børnene kan sejle rundt med i den lille sø foran Palais du Luxembourg. Derudover er der legepladser, ponyridning og mulighed for at se dukketeater. Et dejligt sted at slappe af fra storbylivet, når solen varmer.

Tuilleries-haven
Tag også en tur forbi Jardin des Tuilleries. På nordsiden finder I en lille forlystelsespark med bl.a. et pariserhjul. Herfra kan hele familien nyde den flotte udsigt over Paris.

Shopping for børn

Au Nain Bleu
Au Nain Bleu, "på den blå nisse", er en verdensberømt legetøjsforretning og helt sikkert et besøg værd. Dog er priserne i den høje ende. 

Disneybutikken
På Champs-Elysées  finder du Disneybutikken. Her er masser af legetøj fra de kendte Disneyfilm. Et besøg her vil med garanti få smilet frem hos de små.

Kort

Vis på kort