Jardin des Plantes i Paris

Frankrigs botaniske have nr. 1

Jardin des Plantes er Frankrigs største botaniske have. Den har eksisteret siden 1626 og blev allerede åbnet for offentligheden i 1940. Dengang under navnet ’Jardin du Roi’, Kongens have, oprindeligt anlagt af Louis XIII’s læge som en urtehave. I dag huser parken adskillige museer og danner desuden ramme for et hav af kulturelle oplevelser for havens besøgende. I den 10.000 kvadratmeter store park finder du i dag omkring 4500 forskellige planter. Du finder også det ældste træ i Paris, et akacietræ fra 1636. Derudover er der indtil flere dampende drivhuse med forskellige temaer. Særligt romantisk er Rosenhaven, lavet i 1990, som har hundredvis af roser og rosenbuske.

Verdens ældste zoologiske have

I Jardin des Plantes ligger verdens ældste zoologiske have, også kaldet ’Ménagerie’. Denne blev oprettet i 1794, og historien bag den er noget dramatisk. Dyrene blev nemlig overført fra det kongelige menageri ved Versailles, Louis den XIV’s ”lille” jagtslot, da den kongelige familie i begyndelsen af den franske revolution blev tvunget til at forlade slottet. Langt fra alle dyrene overlevede og siden da blev nogle af deres efterkommere endda spist af sultne parisere i 1870 under den preussiske belejring.

Historien fortæller desuden, at parkens første giraf, Zarafa, først blev fragtet med båd fra Afrika til Marseille, hvorefter den – sammen med naturalisten Étienne Geoffroy Saint-Hilaire – gik de 900 km fra Marseille til Paris. En tur, der varede 41 dage.

Mere end en zoo

I dag bor der 240 pattedyr, 500 fugle og 130 reptiler i Ménageriet. Da parken ikke er særlig stor, er der ikke mange store dyr. Ménageriet er dog mere end en zoologisk have. Den er en del af Paris’ historie, og dyrenes bure vidner om dette. Sørg for at lægge mærke til arkitekturen, mens børnene kigger på aber, lamaer og slanger. Nyd også, at parken ikke er overfyldt med souvenirbutikker og slikboder, noget der i dag er en sjældenhed i zoologiske haver.
 

Kort

Vis på kort