Aix-en-provence - den smukkeste by i Provence

Den gamle by nord for Marseille

Aix-en-Provence ligger lige nord for Marseille. Byen, der tidligere var hovedsæde for videnskab og kunst, er i dag en af de smukkeste byer i Provence med fontæner, historiske huse, korkege og smalle gyder. De hyggelige restauranter ligger under de skyggefulde plataner, der vokser langs boulevarderne i byen. Du bør absolut opleve det lokale marked, som måske er det fineste i Provence.

Markedspladsen ligger i den gamle by, Vielle Ville, og kan nydes tirsdage, torsdage og lørdage sommeren igennem. Vielle Ville (også kaldet Vieil Aix) byder ud over markedet på en masse små butikker som bl.a. sælger områdets lokale lavendelposer. Her finder du også muséer og den kendte fontæne, Fontaine de la Rotonde, som ud over kvindeskulpturerne på toppen er udsmykket med løver, delfiner og svaner. Fontaine de la Rotonde deler den gamle og den nye by, og fontænen er blot en af mange i Aix-en-Provence.

 

Inspiration

Restauranten Les Deux Garçons

Navnet siger dig måske ikke noget, men de, som kender til restauranten Les Deux Garçons, ved, at den er noget helt særligt. Stedet ligner sig selv og ikke meget af interiøret er udskiftet siden 1792. Stedet var tidligere en gammel skakklub, hvor de kongelige holdt til før den franske revolution. I 1950-erne og 60-erne var restauranten den foretrukne i Aix-en-Provence for berømtheder som Churchill, Hemingway, Picasso og Delon. I dag kan du nyde en kop kaffe i skyggen af plantanerne på terassen, mens du kan se på de lokale slentre forbi - og hvem ved? Måske du er heldig at støde ind i George Clooney, som nogle gange lægger vejen forbi.

En kunstners atelier

Grundlæggeren af den moderne malerkunst Paul Cézanne blev i øvrigt født i Aix-en-Provence i 1839 og vendte senere tilbage til Provence for at dyrke sin malerkunst, som du kan se ved skiftende udstillinger i Atelier Paul Cézanne. Hans mest berømte værk er af bjerget Ste-Victorie, som ligger i udkanten af Aix-en-Provence. Det fine, gamle atelier er et spændende kig ind i den berømte kunstners sind. Man bliver næsten selv inspireret til at kaste sig ud i kreative sysler.

Kort

Vis på kort