Bydelen Albaicin i Granada

Oplev multikulturelle Albaicin

Det siges at "kært barn har mange navne", og her er Albaicin ingen undtagelse. Udover det spanske navn bærer bydelen ligeledes navnet Albayzin, der stammer fra tiden under muslimsk herredømme af de såkaldte maurere. Oprindeligt var den bosat af ibererne, de første indbyggere på Den iberiske halvø, og sidenhen af romerske bosættelser, samt maurere. Denne kulturelle mangfoldighed præger bydelen på flotteste vis den dag i dag.

En gåtur igennem Albaicin er som en gåtur igennem Granadas historie - som at opleve en anden verden i byen. Gå rundt i de smalle, stejle gader, nyd duften af jasmin og krydderier, og betragt den smukke harmoni mellem maurisk og andalusisk arkitektur i Albaicin. Derudover er bydelen berømt for dens imponerende udsigt til Alhambra-paladset, og sammen er de optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Albaicin er bestemt en gåtur værd, når kør-selv-ferien går til Granada.

Inspiration

Charmerende gader og sceniske udsigter i Albaicin

Albaicin er fuld af smalle og stejle charmerende gader, ikke mindst vejen op til St. Nicolas-kirken, hvorfra du får en enestående udsigt til Alhambra-paladset, der toner flot og majestætisk op på modsatte bakketop med Sierra Nevada-bjergkæden i baggrunden. Yderligere bør du unde dig selv en gåtur på Carrera del Darro, der er en af de ældste gader i Albaicin. Gaden løber langs den pittoreske flod Darro, og du kan nyde dens gamle, charmerende mauriske arkitektur, samt stemningsfulde parker, eventyrlige broer og hyggelige cafeer og restauranter.

forskellige arkitekturer i flot harmoni

Albaicin er rig på maurisk og andalusisk arkitektur, der på smukkeste vis harmonerer og sætter dets præg på den stemningsfulde og mangfoldige bydel. Et godt eksempel er St. Salvador-kirken, der blev bygget i det 16. århundrede over Albaicins moské, og som er kendt for dens ekstraordinære hesteskobuer, lofter i arabisk stil og traditionelle vandtanke. Kirken illustrerer dermed tydeligt historiens indflydelse på arkitekturen, hvilket du kan finde eksempler på overalt i Albaicin.


"sænk tempoet og oplev bydelens mangfoldige og stemningsfulde kultur. og husk at nyde en enestående udsigt til Alhambra-paladset - enten ved st. Nicolas eller din egen plads i de snævre gader"

- Jannick, Rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort