Kilbeggan Distillery

Hvor whiskeyen er de lokales stolthed

I Irland kan man ikke sige Kilbeggan uden at sige Distillery. For siden Kilbeggan Distillery som det første i Irland fik produktionstilladelse i 1757, har det været en uadskillelig del af både whiskeyens og lokalområdets historie. Blot et par timers kørsel fra Dublin kan du besøge det smukke, gamle destilleri, hvor dygtige guider både tager dig på en spændende tur tilbage i whiskeyens 260 år gamle historie, men også en tur ind i en moderne whiskeyproduktion i deres fungerende destilleri. Selvom størstedelen af Kilbeggan whiskey produceres i et større destilleri i Cooley Mountains, fremstilles der stadig 2 tønder whiskey om dagen, gennem hele sommeren.

Inspiration

den fascinerende historie

Den syrlige lugt af brændt tørv, byg og noget, der minder om våd cornflakes, er en trofast følgesvend, når Kilbeggans guider tager dig med rundt på tur i det historiske destilleri. Det er duften af whiskey! Man forestiller sig levende lyden af højlydte stemmer, der forsøger at overdøve avancerede dampmaskiners snorren og den knasende lyd fra kværne drevet af vandkræft - lyden af Kilbeggan Distillery i 1800 og 1900-tallet. Dengang de godt 70 ansatte betjene de vanddrevne møller og den, idag 180 år gamle, kedel. og ikke mindst smagte - nok også for mange gange - på den stærke ufærdige alkohol, for at skabe den populære whiskey. I dag tager det blot to mennesker at klare samme job. 

Prøv en whiskeysmagning i den hyggelige Whiskey Bar, hvor den fascinerende historie kan smages i hver dråbe. Er du ikke til en stiv whiskey, så kan du også smage deres lækre, cremede vaniljeis med et sødligt tvist af whiskey eller måske chokoladen med whiskeysmag. Absolut lækkert - også for dig, der ikke er til whiskey. Er du med på en guided tur, men skal køre videre, så kan du få en læskedrik i stedet og lade din bedre halvdel smage på de gyldne dråber.

Whiskey i flere generationer

Kilbeggans historie er uløseligt forbundet med fortællingerne om de familier, der drev destilleriet - ofte i flere generationer - men også lokalbefolkningen, hvoraf mange havde deres daglige gang på destilleriet. Da de nuværende ejere, Teeling-familien, købte Kilbeggan Distillery i 1987 efter mange års forfald, var det også takket være lokalbefolkningen, at de kunne genetablere det gamle destilleri. Med hjælp og støtte fra frivillige lokalforeninger, der havde vedligeholdt de gamle maskiner og ikke mindst den 180 år gamle kedel i alle årene, kunne Kilbeggan blive genfødt med sin gammelverdslige charme. Selv den dag i dag bliver den smukke dampmotor vedligeholdt af en frivillig lokalforening, hvor viden om den gamle maskine også gives videre fra generation til generation.


"På Kilbeggan Distillery kan man virkelig fornemme, hvordan den 260 år gamle destilleringsmetode stadig afspejles i den moderne produktion, forbi man både ser de gamle maskiner og de kedler, vi bruger i dag. Det er ret unikt for vores Destilleri"

- Jessie, guide på Kilbeggan Distillery


 

 

Kort

Vis på kort