Eventyrlige Sicilien for livsnydere
13 dage Fra 18.739 kr.
På Scala dei Turchi kan du suge solen til dig, tage en dukkert og nyde den pragtfulde beliggenhed – og blive dybt fascineret af (h)vidunderet, der får en til at tænke på hvide marengs. For Scala dei Turchi, i det sydlige Sicilien i Realmonte nær Agrigento, er en kridhvid klint, der hæver sig 50 meter op fra stranden. Og så har den form som en trappe. Over tusinder af år har vinde og havet dannet terrasser og slebet alle hjørner bløde, så du kan færdes her. Så når du står på toppen og skal ned til vandet, kan du forestille dig trappetrin, der fører dig direkte ud i Middelhavet. Klippen er skabt af mergel, som er blødt, kalkagtigt, leret og kridhvidt.
Det er de karakteristiske trapper og den særlige hvide farve, der gør Scala dei Turchi til et vidunder. Nogle steder er det muligt at hoppe i havet fra klippen, og ellers har du på begge sider af klinten to fantastiske sandstrande, du kan bade fra. Andre steder, hvor skrænten er for stejl og høj til at du kan bade, har du udsigt over de hvide klinter og Middelhavet. Det er et spektakulært syn, når du i dagstimerne ser den mælkehvide klint stå i kontrast til det blå hav. Og lige så flot er det, når solnedgangen kaster en gyldenrød farve over klipperne. Når du færdes på Scala dei Turchi, skal du gå forsigtigt, da der kan være glat.
Scala dei Turchi betyder Den tyrkiske trappe. Når du står her, vil du ikke være i tvivl om, hvorfor det kaldes en trappe med den form, som klippen af naturlige årsager har. Men hvad du ikke kan se, er klippens historie. Stranden var et yndet sted for tyrkiske og arabiske pirater at gå i land for at plyndre eller bruge kysten som læ mod vinden. I dag bliver Scala dei Turchi ikke længere udsat for sådanne angreb, om end rigtig mange turister, og ikke mindst italienerne selv, nu besøger de imponerende hvide trapper hvert år.
"Oplev i nærheden Tempeldalen i Agrigento, der er en tidligere græsk koloni. I vandrer mellem imponerende templer, der er blandt de bedst bevarede i verden. En af de største udgravninger og selvfølgelig på UNESCO's liste.
- Morten, rejsespecialist i Aarhus