Alaskas højdepunkter
10 dage Fra 36.492 kr.
Denali National Park er en af kronjuvelerne blandt USA’s mange nationalparker, placeret halvvejs mellem Alaskas to største byer, Anchorage i syd og Fairbanks i nord.
Denalis skønhed har fået flere kunstnere til at søge op i vildmarken, bl.a. mesterfotografen Ansel Adams, der har taget nogle af sine bedste skud i Denali. Parkens omdrejningspunkt er Mount Denali, Nordamerikas højeste bjerg på 6.168 meter. Nærkontakt med Denali kræver gode vandrestøvler og en god kondition. Alternativet kan være en guidet flyvetur rundt om fx toppen af Mt. Denali. For at få det meste ud af nationalparken, bør du starte i Denalis besøgscenter. Her kan du få gode råd fra en rangers, se en film om området, der er restaurant og flere aktiviteter starter derfra.
Parken er egentlig ganske enkel – der er kun én vej og én indgang. Vejen gennem Denali National Park kaldes Denali Park Road eller blot Park Road. Den starter ved Mile 237 på Highway 3, der forbinder Anchorage og Fairbanks. Denali Park Road den er ca. 150 kilometer lang fra øst til vest. Den dramatiske men naturskønne vej er hovedsageligt lavet af grus og jord og tager besøgende gennem lave skovområder og fortsætter op- og ned gennem bjergpas.
Kører du i lejet bil, kan du kun køre de første 15 miles eller 24 kilometer af Denali Park Road til Savage River. Det er en flot tur, men vil du have den fulde oplevelse af den enestående nationalpark, bør du tage på en bustur, der starter fra parkens indgang. Her kan du koncentrere dig om at suge de storslåede naturscenerier til dig og holde øje med det rige dyreliv, der bl.a. omfatter bjørne og elge. Der er også busser, hvor du kan hoppe af undervejs og vandre nogle timer og tage en anden bus tilbage til parkindgangen.
Der er endnu flere muligheder for at opleve nationalparken. Du kan leje en mountainbike med- eller uden el, tilmelde dig en jeepsafari, guidet tur på ATV eller tage bussen til ”endestationen” i Kantishna og flyve tilbage.
En ting er sikkert – Denali National Park vil blive en oplevelse for livet.