Koraløen Heron Island

Overnat midt i Great Barrier Reef

Heron Island er en af de sydligste koraløer i Great Barrier Reef og ligger 72 km nordøst for Gladstone. Øen er kun 1 km lang og blot 3 m høj, men et sandt tropeparadis. Fra de flotte, hvide sandstrande svømmer du direkte ud i en uendelig smuk have af koraller, hvor du kan snorkle og dykke. Her på Heron Island vrimler havet i bogstaveligste forstand med fantastisk farverige fisk - en oplevelse for livet.

Her ånder alt fred

Heron Island ligger på behagelige 20-23 °C om vinteren og helt op til 25-27 °C om sommeren. På Heron ånder alt fred og idyl, ingen bygninger er højere end træerne og her er udelukkende adgang for øens ferie-gæster, så du møder ingen turister på endagsture, hvilket gør opholdet til en unik oplevelse, man kun finder få andre steder i verden.

Heron Island er kendt for sit rige fugleliv, hvoraf den fredede hejre har givet øen sit navn, og er hjemsted for tusinder af Noddyterner. På Heron Island svømmer store hvaler forbi, og hvert år kommer hundredvis af havskildpadder for at lægge æg.

Bo på Heron Island

Du kan som sagt ikke besøge Heron Island på en-dagsture, men kun ved at bo på det flotte Heron Resort. Alle værelser, suites og Beach Houses giver på hver sin måde en unik oplevelse af øens natur. Fra byen Gladstone kan du sejle til øen på ca. 2 timer, men vil du have en mere eksklusiv oplevelse, så kan du også flyve med helikopter eller vandflyver til øen.

Kort

Vis på kort