Mangfoldige Australien
Australien er et fascinerende sted. Fra nord til syd og øst til vest er kontrasterne store. Fra regnskov til den golde, røde Outback og fra og frodig kyst til sneklædte bjergtinder. Australien har det hele! Hver region har sin charme og særpræg og variationerne er imponerende. Her kan I finde den regioner, der har præcis de oplevelser I ønsker jer i Australien. Hvilken region vil I besøge?
Delstater og territorier
inspiration
Få et overblik over Australiens delstater og territorier
New South Wales - mere end Sydney
New South Wales forbinder mange med Sydney og omegn, men her findes mange andre spændende oplevelser. Delstaten er en halv gang større end Frankrig, men så holder al sammenligning også op. Delstaten tilbyder alt fra frodige og grønne vinområder til kridhvide strande, fra blå bjerge til røde grusveje.
Victoria - den mindste delstat
Victoria er den mindste af delstaterne på hovedlandet. Et hvert hjørne af Victoria kan nås på en dagstur fra Melbourne, og naturmæssigt er Victoria utrolig varieret. Syd for Melbourne ligger pingvinernes ø, Phillip Island, og den spektakulære kystrute, Great Ocean Road. Nord for Melbourne ligger nogle af Australiens højeste bjerge – og bedste skiområder.
Queensland - det nordøstlige Australien
Queensland er en kæmpestat med verdens største koralrev, Great Barrier Reef, ud for en smuk tropekyst, som du kan følge over en 1.700 kilometer lang strækning ad hovedvejen fra Brisbane i sydøst til Cairns længst mod nord. Bag kysten ligger bjergkæden Great Dividing Range med lommer af regnskov. Fra bjergplateauerne breder en storslået udsigt sig ud over koralhavet og kysten nedenfor.
Northern Territory - Australiens ikoner
Med 1,3 millioner km² og kun 200.000 mennesker er Northern Territory indbegrebet af ødemark. Northern Territory lægger samtidig rød jord til to af Australiens mest spektakulære naturattraktioner, Kakadu National Park og Uluru - bedre kendt som Ayers Rock.
South Australia - den oversete delstat
South Australia er måske Australiens mest oversete delstat. Her findes ikke turistikoner som Ayers Rock, operahus eller koralrev, men til gengæld er delstaten en yderst varieret turistoplevelse. Her finder du huleboere, der graver efter opaler, tyskprægede vinbyer med Australiens måske bedste riesling, og Kangaroo Island med koalaer, pingviner, sæler og pelikaner.
Western Australia - ødemark, skov og strand
Efter den tæt befolkede storby Perth eller som kontrast til de nærmest ufatteligt store afstande, virker det sydvestlige hjørne af delstaten Western Australia som et befriende overskueligt, grønt, tempereret landbrugs-område i europæisk stil, omgivet af enorme skove med kæmpemæssige træer. Her ligger oplevelserne ganske tæt på hinanden – i hvert fald efter australsk målestok.
Tasmanien - Kronprinsesse Marys fødeø
Australiens største ø og mindste delstat er en verden for sig selv, adskilt af det 200 kilometer brede Bass-stræde fra det australske hovedland. Øen figurer i dag ret højt på danskernes lystavler efter ”our tassie girl” blev en del af kongefamilien.