Aktive eventyr på toppen af Sydøen
9 dage Fra 40.258 kr.
Måske du aldrig har hørt om Kaikoura – for mange vælger at køre forbi. Men smukt placeret på kanten af Stillehavet ligger Kaikoura, der lokker med gode muligheder for at se havets dyr og maleriske køreture med kysten på den ene side og bjergene, der rejser sig bag byen, på den anden side. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at hvalerne dukker op. Men er du heldig, så venter der en storslået naturoplevelse, når de store kaskelothvaler kommer op til havoverfladen. Kaikoura byder også på alternative oplevelser som at svømme med både delfiner, sæler og hajer. Og så byder Kaikoura på masser af lækker friskfanget seafood.
En kilometer ud for Kaikoura dykker havbunden drastisk ned, og strømforholdene pisker lækker mad op. Lige den blanding hvalerne kan lide. Derfor var Kaikoura førhen en hvalfangerby, i dag er området blevet en stor turistattraktion. Det er en unik oplevelse, hvis du er heldig at se de store kaskelothvaler komme op og vippe med halen. En sejltur er dyr, og det kan være vådt og vippende – men det er satsningen værd! I sommerhalvåret kan du svømme med hajerne ved Kaikoura – i et sikkert bur. Du kan også svømme med delfiner og sæler. De sidste par år har man dog sat begrænsninger på besøgene, da dyrene nu viser tegn på stress. Som et sundt og billigt alternativ kan du tage en gåtur ud til sælkolonien sydøst for Kaikoura.
På dit besøg til byen, hvor ”bjergene møder havet”, har du gode muligheder for at tage på vandreture langs kysten – og her er både nemme og svære ruter. Fordi Kaikoura ligger smukt ud til bugten omkranset af bjerge, er der mange kunstnere, der er faldet for byens charme. Det giver dig nogle afvekslende udstillinger at kigge på, mens du måske venter på dit held på havet. Kaikoura er ikke et sted, hvor man som turist bliver i flere dage – men snyd ikke dig selv for at opleve den dejlige natur – og chancen for at se en hval – her i den lille flække på Sydøen.
"Når du er ved Kaikoura, så bør du også lægge vejen forbi Marlborough Sounds. Det er den smukkeste skærgård, hvor delfinerne springer rundt"
- Jens, New Zealand-specialist
Gør som 200.000 andre og tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor du modtager rejseinspiration og gode råd.