Adrenalin i Andalusiens natur
9 dage Fra 9.648 kr.
Stands bilen ved den bedårende landsby, der ligger i den nordlige del af Andalusien, en halv times kørsel fra Sevilla. Cikaderne summer, mens bombastiske fæstningsværk og hvidskurede husmure danner rammer om byens stille landsbycharme og interessante bygningsværker. Carmona er, med sin beskedne størrelse, perfekt til en frokost og en slentretur mellem de smukke bygninger, når kør-selv-ferien går fra Sevilla til Córdoba.
Det er umuligt at gå rundt i Carmonas hvide gader uden at støde på en kirkebygning af den ene eller den anden art: iglesias, parroquias (sognekirker) og klostre skyder op på hvert andet gadehjørne. Nyd de smukke kirkebygninger udefra, eller tag et kig bag de tunge trædøre. Den fineste af dem, Iglesia de Santa María la Mayor, blev bygget i 1400-tallet over en moské hvis gårdhave, eller patio, endnu eksisterer. Kirkebygningen blev først færdigbygget i det 19. århundrede, og er i dag et vidne om flere århundreders kirkearkitektur og absolut et besøg værd.
Carmonas signaturfort, Puerta de Sevilla, tårner frem med sine storslåede vægge og højtravende borgtårn. Porten er indgang til den gamle bydel og åbner til en stejl gade, der fører op til bymidten, Plaza de San Fernando. Her finder man Ayuntamiento de Carmona, byens rådhus, der lægger hus til et ganske særligt fortidslevn. Nemlig et yderst velbevaret romersk flisegulv fra de første århundreder, som forestiller Medusa med slangehåret, der ifølge legenden forstenede mennesker med et enkelt blik. Selvom rådhuset ser lukket ud, skal I blot tage i døren og spørge den venlige portvagt, hvor I finder den græske sagnfigur. Tag et kig – hvis I tør.
I den sydøstlige del af Carmona finder I ruinen Alcazar del Rey Pedro, det tidligere kongepalads, der danner ramme for luksushotellet Parador de Carmona. Følg vejen Calle Extramuros de Santiago, så ser I den gamle ruin fra siden – uden biler og turister. Fortsæt til porten Puerta de Marchena, der er indgang til hotellets p-plads. Gå igennem receptionen og cafeen til den østvendte altan, hvor I får en unik udsigt over det knoldede nordandalusiske landskab med de opdyrkede sletter. En smuk kulisse, som I, efter besøget i Carmona, kan fortsætte kør-selv-ferien ud i.
"Spis frokost på Bar Plaza tapas. Ejeren taler ikke et ord engelsk, men er smilende, venlig og serverer en veltillavet 'salmojero' - kold spansk tomatsuppe."
- Mette, rejsespecialist i Lyngby