Sanmachi Suji - charmerende bydel i Takayama

Et charmerende, historiske kvarter som var det under Edo-perioden

Forestil dig at træde tilbage i tiden og opleve Japan, som det var i Edo-perioden. Det er præcis, hvad du kan forvente, når du besøger Sanmachi Suji-distriktet i Takayama, også kaldet “lille Kyoto.”

Sanmachi Suji består af de tre hovedgader Kamiichino-machi, Kaminino-machi og Kamisanno-machi, som tilsammen udgør hjertet af Takayamas gamle bydel. Området er som skabt til at blive udforsket til fods, men du kan også opleve det på en køretur i en rickshaw.

De hyggelige gader består af traditionelle bygninger med gittervinduer, trædøre og stenvægge, dekoreret med bonsai-træer og farverige potteplanter. Her finder du butikker, flere sake-bryggerier, interessante museer og små caféer og restauranter, der serverer lokal mad som Hida-oksekødssushi og kødboller.

Du kan vælge at leje dig en traditionel yukata eller kimono og for alvor føle, at du er en del af det gamle Japan. 

Oplev Sanmachi Suji på et roadtrip gennem Japan

Takayama er det perfekte stop på din kør-selv-ferie gennem det centrale Japan. Byen ligger i bjergområdet Hida, hvilket gør køreturen til- og fra Takayama til en naturoplevelse i sig selv. Kør langs floder og gennem frodige dale, før du ankommer til den charmerende by Takayama, hvor Sanmachi Suji venter.

Inspiration

Top 3 oplevelser i Sanmachi Suji

  1. Takayama Jinya: Besøg det gamle regeringskontor fra Edo-perioden. Det fungerer i dag som museum og giver et indblik i områdets historie og samfundsstruktur.
  2. Sake-bryggerier: Smag på områdets berømte sake. Mange af bryggerierne i Sanmachi Suji tilbyder gratis rundvisninger i januar og februar, hvor du kan lære mere om sake-produktionen og naturligvis få en prøvesmagning.
  3. Yoshijima Heritage House: Træd indenfor i dette tidligere sake-bryggeri og oplev den traditionelle japanske arkitektur. Det er et must-see for alle, der interesserer sig for autentisk japansk kultur og håndværk.
     

Andre seværdigheder i nærheden af Takayama

Når du har nydt atmosfæren i Sanmachi Suji, er der masser af andre spændende oplevelser i nærheden. Tag en tur til Shirakawa-go, en charmerende landsby med traditionelle bondehuse med stråtækte tage, som er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Eller kør til Hida Folk Village, et frilandsmuseum med historiske huse fra Hida-regionen. Hvis du har tid, bør du også køre til Okuhida Onsen, med nogle af Japans bedste udendørs varme kilder og en fantastisk udsigt til bjergene.

Kort

Vis på kort