Byen Nikko og Toshogu-helligdommene

Et helligt kompleks på UNESCOs Verdensarvsliste

Nikko, beliggende i Tochigi-præfekturet, er en by, der emmer af kultur og historie. Her finder du et imponerende kompleks af mere end 100 smukt dekorerede shinto-helligdomme og buddhistiske templer, som er på UNESCOs Verdensarvsliste. Særlig Toshogu-helligdommen skiller sig ud. Bygget i det 17. århundrede af 15.000 dygtige håndværkere, er dette stedet, hvor den første Tokugawa-shogun, Ieyasu, og hans barnebarn Iemitsu hviler. Den overdådige og farvestrålende udsmykning af Toshogu er en fryd for øjet og giver et enestående indblik i Japans rige historie.

Nikko kan nås med tog fra Tokyo på ca. 2½-3 timer eller i bil på 2-3 timer. Køreturen fra Tokyo er en fantastisk måde at starte dit kør-selv-eventyr i Japan. Her kommer du gennem masser af hårnålesving langs den berømte Irohazaka bjergvej, og undervejs kan du stoppe ved flere udsigtspunkter for at tage billeder og strække benene.

5 gode grunde til at besøge Nikko

  • Toshogu-helligdommen: De mange helligdomme er en velfortjent fejring af Japans stolte håndværkstraditioner. Læg mærke til de detaljerede udskæringer og gyldne dekorationer.
  • UNESCOs Verdensarv: Nikkos helligdomme og templer, omgivet af betagende natur, har i århundreder været et helligt sted. Her kan du opleve arkitektoniske og dekorative mesterværker, der er tæt forbundet med Tokugawa-shogunens historie.
  • Nikko National Park: Her møder du en naturskøn skov, bjerge og floder. Parken er et pragtfuldt område, hvis du hører til de aktive, der elsker at snøre vandreskoene og begive dig ud i naturen.
  • Shinkyo-broen: Denne røde, buede bro er en af Japans smukkeste og tilbyder en spektakulær udsigt over floden og de omkringliggende bjerge.
  • Kegon Falls: Et af Japans mest berømte vandfald, der falder næsten 100 meter.
 

Inspiration

Tips til flere oplevelser i området af Nikko

Der er så mange seværdigheder i Nikko, at en dag næsten ikke er nok. Udover Toshogu-helligdommen og Nikko National Park, kan du også besøge:

  • Chuzenji-søen: En fredfyldt sø, perfekt til en bådtur eller en picnic.
  • Edo Wonderland: En historisk temapark, hvor du og din familie kan opleve livet i Edo-perioden med ninjaer og samuraier.
  • Ryuzu Falls: Endnu et imponerende vandfald, som du kan udforske via de mange vandrestier.

Kort

Vis på kort

Jonas - Aalborg

Nikko Toshogu Shrine er en oplevelse, jeg varmt kan anbefale. Min anbefaling er at parkere i bunden og gå op langs stien, hvor I vil blive mødt af en stor åben plads. Her kan I købe billetter, jeg vil klart anbefale at købe adgang til alle områder, da de alle er et besøg værd. Når I står ved billetlugen, finder I den smukke japanske have bagved jer – et fredfyldt sted, som bestemt også bør opleves.