Byen Savoca

The Godfather af Sicilien

Når man besøger Sicilien, er det nok de færreste, der kan sige sig fri for at tænke på storfilmen ”The Godfather” fra 1972. Og især når du besøger Savoca, vil du hurtigt kunne genkende scener fra filmen, der blev optaget på flere lokationer i byen. Udover at være kendt fra filmen lokker Savoca også med et historisk centrum og spektakulære udsigter til hav, bjerge, stejle dale og Etna i det fjerne. I den lille bjergby med de smalle gader finder du et historisk centrum og smagen af det autentiske Sicilien. Savoca ”is an offer, you cannot refuse”.

I fodsporene på The Godfathers i Savoca

Den charmerende bar Vitelli i centrum af Savoca spiller en helt særlig rolle hos Godfather-fans. Baren vises gentagne gange i filmen og var en af instruktøren Francis Ford Coppolas foretrukne steder at holde pause mellem optagelserne. Rum, borde og vægge er stadig som i filmen, så trods sin berømthed har baren beholdt sin charme, og du finder på den ene væg billeder fra optagelserne af filmen. Et stenkast fra Vitelli ligger kirken San Nicolò, hvor scenen med Apollonia og Michaels bryllup blev optaget. Med temamusikken fra Godfather glidende ud af højtalerne nærmer du dig den billedskønne kirke ad den stejle brostensgade.

DEN SICILIANSKE MAFIA

For mange er Sicilien uløseligt forbundet med en dramatisk Godfather-fantasi om mafiosoer og kriminalitet. Den sicilianske mafia, Cosa Nostra, som den fiktive Corleone-familie i The Godfather sandsynligvis dækker over, har da også været med til at forme Siciliens befolkning og kultur, selv den dag i dag. Men mafiaen er ikke, modsat hvad mange tror, ensbetydende med kriminalitet og vold i gaderne, nærmere tværtimod. De er i højere grad forretningsmænd end kriminelle i dag, og velkommer derfor turismen på øen. Så på din kør-selv-ferie til Sicilien kan du altså føle dig helt tryg.

Kort

Vis på kort