Kystbyen Cagliari

Sardiniens hovedstad

Nede på havnen finder du let en god sardinsk restaurant, eller måske har du mere lyst til at shoppe i forretningerne og spise en god italiensk is bagefter? På Museo Archeologico kan du studere genstande fra nuraghe-kulturen, men husk også at besøge det lækre fødevaremarked San Benedetto, hvor du finder alt i friske sardinske grønsager, frugt og fisk. Cagliari ligger på Sardiniens sydkyst og her er masser af spændende seværdigheder og oplevelser, der kun venter på at I tager forbi på jeres kør-selv-ferie. Dyp tæerne på den fine sandstrand, Poetto og betragt de flotte lyserøde flamingoer i Molentargius Lagunen.

Middelaldertårne og flamingoer

Parker bilen, ifør jer behageligt fodtøj og gå på opdagelse i den gamle atmosfærefyldte middelalderbydel, Castello. Det gamle kvarter er omgivet af bymure, og rundt omkring skyder høje middelaldertårne op fra de smalle labyrintiske snørklede gader. Find plads på en af udsigtsterasserne og nyd den fantastiske udsigt ud over Cagliari-bugten. Eller hvad med at kravle op i et af tårnene. Det gamle 1300-tals tårn Torre dell' Elefante, Elefanttårnet. rager højt op over de okkerfarvede tegltag, og ud over at strabadserne på trapperne belønnes med udsigten, så er der også en historisk gevinst. Tårnet blev nemlig bygget for, at beskytte byen fra fjender til søs.

Kort

Vis på kort