Pubben The Quays i Galway

For unge som gamle

I Galways Latinerkvarter findes der pubber i alle former og farver, til alle temperamenter og interesser, til unge som gamle. The Quays (udtales Keys) ligger lunt i midten af livlige Quays Street, og denne elegante pub kan snildt danne rammen om en fortrinlig aften i Galway. For The Quays er som flere forskellige pubs i én lækker mundfuld. Uanset om du er til seafood, en whiskey foran pejsen eller højrøstet fest og livemusik, så er The Quays lige stedet. Går din kør-selv-ferie til Galway, så gør som de lokale og spendér aftenen på the Quays.

Tre barer i én

På The Quays er der vitterlig irsk stemning for enhver smag. Her får du en lækker pub-middag til rimelige penge - endda østers fra bugten, hvis du er til seafood - og kan nyd en warm whiskey foran det åbne ildsted i den karakterfulde, intime bar til venstre fra indgangen, der står næsten uberørt tilbage fra starten af 1900-tallet. Men du kan også slå dig til den mere feststemte gruppe mennesker i den smukt dekorerede hovedbar med udskårne trækarme, farvede glasvinduer, gotiske buegange og kirkebænke - alt sammen hentet fra en gammel fransk kirke. Og så er der selvfølgelig en eller anden form for livemusik hver aften til at sætte prikken over i'et i irsk stemning!

Har du stadig ikke fået nok, så spring op til spillestedet på overetagen, hvor old fashion rock musik, country eller traditionel irsk musik nok skal holde dig underholdt til et godt stykke ud på natten - alle ugens syv dage.


"Spørger du folk i Galway, hvilke pubber, der er værd at besøge, vil the Quays ofte findes blandt anbefalingerne. Så smag den lokale øl, The Galway Hooker, og nyd lidt livemusik i baren"

- Ditte, rejsespecialist i Lyngby


Kort

Vis på kort