Gyldne sandstrande, maleriske byer og olivenlunde
Tag familien med på en kør-selv-ferie på Kreta, hvor I får mulighed for at opleve det velbesøgte ferieparadis fra sin bedste side. Kreta, der er den mest populære af de græske øer, gemmer på masser af unikke oplevelser, når I udforsker øen i lejebil. Her kan I finde alt fra børnevenlige ferieresorts, afsidesliggende strande og uberørte bjergbyer blandt vinmarker og blomstrende jasminer. Kretas skønhed er det stof, drømme er gjort af.
Kreta er en varm og omfavnende destination. Forårets farveeksplosion begynder i april, sommeren indbyder til svalende afslapning i middelhavsbølgerne, og efteråret er perfekt til en aktiv ferie med vandre-, cykel- og rideture i bjergenes skønne natur. Lader I os stå for billejen, kan I hente jeres lejebil og starte kør-selv-eventyret i dette græske ferieparadis direkte fra Heraklion eller Chania lufthavn.
Inspiration
Myternes ø
Mange græsk myter tager sit udspring i Kretas muld. Her blev selveste Zeus født og opfostret på Idabjerget i stalaktithulen Diktaio Andro, som I kan besøge. De græske myter har af eftertiden været så stærkt forbundet med Kreta, at øens fascinerende bronzealdercivilisation blev døbt Minoerne efter sagnkongen Minos af arkæologen Arthur Evens, der ihærdigt forsøgte at forbinde myten om Minos og Minotaurus, halv menneske og halv tyr, med paladset Knossos.
Det er ikke blot myter og sagn, der gør Kreta til en fascinerende ø. Dens strategiske placering i Middelhavet mellem tre kontinenter har gjort den til en regulær slagmark for civilisationer. Her har mykerne, saracenerne, araberne, venetianerne og osmannerne alle krævet en plads i historien. Selvom byzantinske klostre, mauriske borge og legender fra den græske mytologi i dag står som vidnesbyrd om den dramatiske fortid, er det alligevel lykkedes at udvikle en unik kretensisk kultur, der stadig fascinerer og forundrer.
Kør-selv-badeferie
Der er ikke nogen tvivl om, at Kreta er indbegrebet af børnevenlig boltring i de turkise bølgehav og imødekommende feriebyer. På en kør-selv-ferie har I mulighed for at udforske de hemmelige strande og laguner, der gemmer sig i bugternes beskyttende favne. Gyldne sandstrande og krystalklart turkist hav omkranset af daddelpalmer eller sandfarvede klipper, der buer og krummer sig, som er de ved at smelte i solen, finder I fx ved Voulisma Beach, Istro Bay, Vai Palmgrove, Mochlos Beach og Falassarna.
Det mangfoldige Vestkreta
Vestkreta er et paradisisk område med maleriske, gamle byer og forrevne kyster, hvor vandet som en tunge slikker klippernes rå overflader. Den imposante bjergkæde Lefka Ori lyser op i midten med sine hvide bjergtinder, og de mange kløfter byder på smukke vandreture. En bilferie på Vestkreta byder på noget for en hver smag.
Chania
I den atmosfærefyldte by bag den gamle bymur er de små kringlede gader så snævre, at solen sjældent når derned og de halvforfaldne sandfarvede bygninger med støbejernsbalkoner emmer af svunden romantik. Den venetianske havn med markisernes forløsende skygge tvinger øjnene til at betragte det fine fyrtårn, der står standhaftigt i det gamle havneindløb. Mere lokalt, kaotisk og rustikt udfolder livet sig i byens øvrige gader, sanserne bombarderes i markedshallen, og ikke langt fra byen ligger vandlandet Limnoupolis.
Rethymnon
Rethymnon er en pulserende universitetsby, hvor oldgamle traditioner danser kinddans med moderne vibes og skaber en unik atmosfære. Den gamle bydel kroger sig i hyggelige gader, der bugner af alt fra kretensisk håndværk og smykker til modetøj. Det gamle fort, Fortezza, står rankt, som beskytter det stadig byen mod piraten Barbarossa. Hvad den venetianske havn mangler i skønhed, vinder den i charme, når små sejlbåde vugger i takt med stemmerne fra restauranterne, der ligger så tæt på kanten, at I nærmest sidder med det ene stoleben i vandet. Strandpromenaden summer derimod af strandferiestemning og ungdommelig latter.
Kretas kløfter
Kretas bjergrige landskab er flere gange blevet revet over og byder i dag på mere end 400 smukke kløfter, der fornøjer med skønne vandreture. Den, med rette, mest berømte er Samaria-kløften, der er en bjergtagende 16 kilometer lang vandring i et råt, men uhyresmukt landskab, hvor den sjældne Kri-Kri ged holder til. Imbros kløften er derimod en lidt kortere og ikke nær så krævende tur, der går igennem grønne plamager og kunstneriske klippeformationer. I byen Imbros bør I smage Sfakia pita, der er en slags pandekage fyldt med misitraost og sødet med timianhonning.
Elafonissi og Balos Lagune
På Kretas vestkyst finder I det, der populært kaldes Europas Maldiverne. Det fantastiske naturreservat Elafonissi lokker med perlehvide sandtanger, glasklart, turkisblåt vand kranset af uberørt og rå natur, hvor I kan nyde solens varmende stråler i et naturskabt paradis. I den maleriske Balos Lagune åbenbarer sig ligeledes et imponerende strandområde i flere nuancer af turkis.
Charmerende oaser på sydkysten
På sydkysten findes mange små byer som den pittoreske fiskerby Loutro, der ligger godt beskyttet i en lille bugt. De hvidkalkede huse med karakteristiske blå døre og farverige blomster omkranser den charmerende stenstrand, hvor havet blinker akvamarint og restauranterne ligger så tæt på kysten, at I nærmest dypper tæerne i det klare vand. Her står tiden stille, og I kan nyde roen væk fra de hektiske feriebyer.
Kretensiske stemninger i øst
Kreta har i lange tider været et populært rejsemål, og der findes næppe nogen uudforskede steder på øen. Men den østlige del er langt mindre besøgt, og her er det ingen sag at finde ægte græsk charme, lokal produktion og traditionsrige samfund i de små bjergbyer.
Heraklion
Heraklion er Kretas hovedstad, Grækenlands femtestørste by, og er som andre storbyer svær at overskue, kaotisk, larmende, moderne og fuld af shopping, historiske monumenter og vanvittig charme, der dog kan være svær at se ved første øjekast. Byens helt store trækplaster er dog Knossos ruinen, der ligger uden for byen.
Knossos
I Heraklions baghave, et vidunderligt landskab dækket af sølvgrønne olivenlunde, agaver, cypresser og vinmarker, ligger ruinen af det minoiske palads, Knossos. Dette imposante palads, der breder sig på ca. to hektar, blev bygget omkring 2.000 f.Kr. og var centrum for Kretas bronzealdercivilisation, minoerne. Ud over at være et unikt arkæologiske skattekammer, er Knossos omgærdet af mystik og er centrum for flere af de græske myter. Her blandt flotte rekonstruktioner venter et fascinerende indblik i Kretas sagnomspundne fortid.
Strandidyl på nordkysten
På Kretas nordøstlige kyst ligger dejlige feriebyer som Analipsi, Agkisaras og Anissaras som perler på en snor. Vil I opleve en mere eksklusiv en af slagsen, kan I besøge Elounda, der efterhånden har udviklet sig til en favoritstrand blandt de rige og berømte. Den gamle fiskerby er en skøn blanding af traditionelle kretensiske stemninger og luksuriøse hoteller, restauranter og strandbarer. Også den hvide by Sitia er en dejlig og afslappende oase.
Bådudflugter til Spinalonga og Santorini
Kreta inviterer til spændende bådudflugter og solrige dage på havet. I kan tage den korte tur til Spinalonga, spedalskøen, der er et smukt indblik i et dystert kapitel i græsk historie, da øen fungerede som et isolation for spedalske.
Santorini er derimod intet mindre end billedskøn, som den ligger badet i et væld af farve og former. De karakteristiske hvidkalkede huse med grækerblå kuppeltage spejder over havet og de sorte lavastrande fra røde klippeskråninger. I højsæson kan det dog være svært at få øje på blandt turisterne.
Lokal folklore i bjergbyerne
Det gamle Kreta lever i bedste velgående højt oppe i bjergene blandt vinmarker og olivenlunde. Lejebilen vil nok miste pusten i de skarpe hårnålesving, men det er besværet værd at besøge småbyer som Fourni og Kastelli, hvor dagliglivet leves roligt, og vin og olivenolie produceres på traditionel vis. Zaros med sin idyllisk sø, karismatiske Arhanes, Avdous frodig have og Kritsa, hvis atmosfærefyldte, stejle gader lokker med lokal charme og håndarbejde, er perfekt til kør-selv-oplevelser i bjergene.
Paradisiske småbyer i syd
Ønsker I at tilbringe jeres bilferie i lidt roligere omgivelser er sydkysten perfekt. Her ligger mange små, maleriske fiskerbyer og gemmer sig i bugterne, hvor tempoet ikke er lige så højt som i nordkystens populære feriebyer. Blandt naturskønne og frodige skove og klippefyldte vige kan I finde jeres eget lille paradis i byer som Lerapetra, Ferma og Agia Fortia.
Kreta serveret på et fad
En kør-selv-ferie på Kreta vil med garanti byde på masser af sanselige oplevelser på lokale tavernaer. Ud over sine bugnende olivenlunde og vinmarker, der selvfølgelig fylder en del i det kretensiske køkken, venter unikke oste, smagfulde og vilde krydderurter, lækkert kød fra bjergene (især lam) og frisk fisk fra det gavmilde Middelhav. Den bedste måde at prøve de mange spændende retter er Mezé, græsk tapas, der også er dejlig socialt præcis som de lokale elsker det. Selvfølgelig skal I også smage den græske kaffe frappé og den lokale brændevin raki.