Naturhistorisk museum i Paris

Dinosaurer, monstre og musefostre

Er du helt vild med at se på knogler og skeletter, så kan du starte din dag i Paris’ katakomber og fortsætte i ’Galeries de Paléontologie et d'Anatomie comparée’, som er del af Paris’ naturhistoriske museum. Museet ligger i parken Jardin des Plantes, i modsatte ende af Grande Galerie de l’Évolution. Hvor sidstnævnte er en moderne indrettet bygning, er Galeries de Paléontologie ren og skær vintage. Udstillingsmontrerne er antikke med påklistrede mærkater fra halvfjerdserne, og man får i det hele taget fornemmelsen af at træde ind i et gammelt forskningsbibliotek. På den gode måde, for det er en utrolig flot bygning.

Den nederste ende i stueetagen er ikke for sarte sjæle. Her opbevares samlingen af misfostre i glas; en and med to hoveder, et lam med alt for mange ben og så videre. Herefter følger en række glas med menneskefostre i forskellige udviklingsstadier lige fra 2 til 8 måneder. En hel afdeling er dedikeret til indvolde. Det er her, du for eksempel kan se tarme, hjerter og hjerner fra en løve. Eller en kænguru.

Knogler, knogler og knogler

Galeries de Paléontologies samling er overvældende enorm. I stueetagen er der skeletter og knogler fra gulv til loft. Og hele gulvoverfladen er også taget i brug. Der er ikke det dyr – nulevende som uddødt – som ikke er repræsenteret i samlingen. Ja, bare samlingen af museskeletter er gigantisk. Kommer du direkte fra Grande Galerie de l’Évolution, er det interessant at se, hvordan dyr (og mennesker) ser ud, når man ”piller” overfladen af. 

Går du op til anden sal, har du udsigt over hele stueetagens udstilling. Og fortsætter du op til tredje sal, bliver det rigtig spændende. Det er nemlig her, museet gemmer deres ”dinoer”. Den største dinosaurus i samlingen er en Prontosaurus, men dem kender vi allerede fra film. Mere imponerende er Glyptodon Asper, der er en slags skildpaddelignende tingest, som du dog på ingen måde har lyst til at have i et akvarium. Gennem lokalet slænger skelettet af en kæmpekrokodille sig.

Prestigefyldt samling

Galeries de Paléontologie et d'Anatomie comparée er imponerende. Interesserer du dig for skeletter, knogler, fossiler og konserverede organer, er museet ikke til at komme udenom. Museet er dog også for dig, der bare gerne vil på en rejse i levende væseners organisme samt dykke ned i en verden af dyr fra fortiden - og for dig, der bare gerne vil have dagens gys.

Kort

Vis på kort