Den gamle bydel i Nice

Få færten af det ægte nice

Den 93 meter høje klippe, Colline du Château, beskytter Nices gamle bydel mod Middelhavet. Som en grøn ø, der svæver over byens røde tegltage, byyder Colline du Château på den nok smukkeste udsigt over Nice. Fra toppen viser ikoniske Promenade des Anglais, den gamle by, havnen og ikke mindst det glitrende Middelhav sig fra deres absolut bedste side.

Når mørket falder på, og temperaturen daler lidt, erstattes eftermiddagens halvdøsige stemning af festlige rytmer. Folk finder vej til barer og restauranter, hvorfra musikken siver ud på gaden. Restauranterne inviterer til romantiske middage i stearinlysets skær og farverige drinks, mens paraden af festglade mennesker i gaderne understreger stemningen.

Oplev det flotte farvespil på blomstermarkedet

En symfoni af farver, former og søde dufte møder jer, når I bevæger jer ind på den gamle markedsplads, Cours Saleya, lige ved udkanten af den gamle bydel i Nice. Her finder I nemlig geranier, anemoner, solsikker, eksotiske planter og manicurerede buketter - alt sammen på samme sted. I kan næsten ikke undgå også, at selv jeres lugtesans er blevet opmærksom på, at I nu er i Provence - sæber, lavendler og potpourri indtager nemlig jeres næsebor og blander sig med den salte vind fra middelhavet. Det berømte blomstermarked Marché aux Fleurs, der indtager Saleya-pladsen alle ugens dage, undtagen mandag, er en fest for alle sanserne.

Er I tidligt oppe, kan I høre lyden af klirrende kaffekopper, småsludrende stadeholdere og døsige handlende, der indtager pladsen og skaber en afslappet stemning. I skyggen af de stribede markiser kan I nyde hele sceneriet og møde dagen med en croissant og lidt at drikke på en af de mange caféer, inden markedet forvandler sig til et virvar af mennesker hen ad formiddagen.

Kort

Vis på kort