Occitanie - det ukendte Sydfrankrig for livsnydere
10 dage Fra 13.814 kr.
Canal du Midi er en 235 km lang kanal i det sydlige Frankrig, der forbinder Middelhavet med Biscayabugten og Atlanterhavet. Projektet blev udtænkt i 1600-tallet af Pierre-Paul de Riquet, der ville skabe denne indre vandvej gennem Frankrig og herved undgå de frygtede storme og sørøvere i Biscayen. Og som en tillægsgevinst afkortede kanalen sejladsen med ca. 1.800 sømil.
Kanalen løber fra Sète til Toulouse, hvorfra den fortsætter videre gennem Garonne-floden til Biscayabugten. Canal du Midi er som den første langdistance kanal i Europa en ingeniørmæssig bedrift, der krævede en arbejdsstyrke på 12.000 mand, der udstyret med datidens redskaber - hakke, skovl og spade - gravede løs i 14 år og opfører broer, akvædukter samt sluser.
De tekniske udfordringer ved anlæggelsen var enorme, og udfordringen var, at man var på et hidtil uprøvet projekt. Der skulle bogstavelig talt skaffes vand til kanalen, hvilket blev løst ved et kunstigt reservoir i Montagne Noire, men hertil kommer over 100 sluser til at styre vandet og sikre sejladsen på kanalen.
Det kan ikke undre at Pierre-Paul de Riquet gik fallit undervejs i projektet, der dog blev fuldført og indviet 15. maj 1681.
Canal du Midi er i dag fortsat et imponerende ingeniørmæssigt projekt, men hvor det blev bygget til transport af handelsprodukter, så anvendes kanalen i dag primært af fritidssejlere og andre, der vil nyde stilheden og naturen langs kanalen.
Canal du Midi er sammen med de 9 sluser ved Fonseranes klassificeret som UNESCO verdensarv.
Canal du Midi er et imponerende projekt, når man tænker på at det hele udgravet med skovl og spade. Hvis I vil se hele historien om Canal du Midi, så besøg museet om Canal du Midi og besøg haven ved Revel. Det er her bassinet med vandet til Canal du Midi kommer fra.