Shambles i York

Et lille Harry Potter univers

Hvis du går i de små gader i hjertet af York, er du ikke det mindste i tvivl, når du kommer til The Shambles. Det er et omsværmet og lidt magisk sted. For udover de små, hyggelige bindingsværkshuse med butikker som Christmas shops, tea houses og boghandlere - ja, så er det også gaden, der gav inspiration til ”Diagon Alley” – den magiske markedsgade for troldmænd i Harry Potter filmene. Det er tydeligt, at Harry Potter superfans valfarter til gaden, for flere af de besøgende er i Hogwarts skoleuniformer eller Quidditch-sportstøj. Mit lille indvendige Harry Potter-barn jublede, da jeg så parkeringspladser til kosten udenfor ”The Shop that must not be named”. Indenfor er der ubeskrivelige mængder Harry Potter kram - fra tryllestave til special editions bøger. Og den er kun én ud af flere Harry Potter butikker.

Inspiration

Slagterbutikkerne dominerede gadebilledet i 1800-tallet

Gaden var tidligere kendt som The Great Flesh Shambles på grund af de mange slagterbutikker. I 1872 var der 25 slagterbutikker. De er alle forsvundet og erstattet af restauranter, bogbutikker, bagerier og de populære Harry Potter butikker. I dag bruges gaden stadig til film-og reklameoptagelser, hvilket også skete, da vi var på besøg. Om aftenen starter en anden type magi, når det er tid til Ghost Walks. De starter nemlig i The Shambles.

Mette Majbritt fra butikken i Aalborg

Hvis du går hen og bliver sulten efter al denne magi, så besøg Shambles Market. Det er et udendørsmarked med både streetfood og markedsboder. Maden er rigtig god - prøv fx en indisk karryret eller et indisk naanbrød med kylling og skyl det ned med en kold pint fra den udendørs pub. Husk endelig kontanter - det er ikke alle steder, der tager kort.

Kort

Vis på kort