I vikingernes engelske fodspor
12 dage Fra 14.940 kr.
Hawes er en charmerende lille by, som siden 1300-tallet har afholdt lokale markeder, hvilket blev formaliseret i 1699, da kong William III gav officiel tilladelse hertil. Her er blevet auktioneret både kvæg og får, men i tillæg hertil har et par årlige ostemesser været en fast begivenhed. Byen er nemlig hjemsted for den verdensberømte Yorkshire Wensleydale Cheese og hvis I lægger vejen forbi Wensleydale Creamery, har i mulighed for at smage nogle helt fantastiske oste.
Her finder I også det vanddrevne bomuldsspinderi Gayle Mill, der stammer helt tilbage fra 1784. hvor I kan se originale arbejdende maskiner fra slutning af 1800-tallet. Da bomuldsproduktionen i midten af 1800-tallet blev urentabel blev stedet ombygget til et savværk, der fungerede som en producerende virksomhed indtil den lukkede i 1988. I dag er stedet ført tilbage med produktionsmaskiner fra tidligere tider, så det viser og afspejler den industrielle udvikling i England.
I Hawes er der flere gode forretninger, tea-rooms og et par pubber, hvis I trænger til forfriskninger undervejs.
Som et kuriosum kan nævnes, at navnet Hawes er afledt af det oldnordiske ord hals i betydningen af passage mellem bjerge.