Lakewater Motor Museum med Cambells legendariske Bluebird

140 klassiske biler og et par Bluebirds

I en ombygget og tilbygget mølle i Leven Valley, kun få minutters kørsel syd for Lake Windermere, finder I Lakeland Motor Museum, der er et overraskende indholdsrigt motormuseum med over 30.000 udstillingsgenstande. Her kan I følge og opleve udviklingen af vejtransport gennem det 20. århundrede i form af cykler, motorcykler og biler. Her er alt fra vintage til veteranbiler over til de sjove og underlige transportmidler, som skøre og kreative sjæle har opfundet og konstrueret gennem tiderne. Se 140 klassiske biler og motorcykler, som er samlet gennem museets 50-årige historie.

Museets særkende er den specielle Campbell Bluebird-udstilling, som I kan finde i sin egen bygning i tilknytning til museet. Afdelingen er en hyldest til Sir Malcolm og sønnen Donald Campbells racerkarrierer. Faderen og sønnen satte tilsammen 10 hastighedsrekorder på land og 11 på vand, og mange af disse på søerne i Lake District. Det var også her på Coniston Water, at Donald Cambell måtte lade livet under et sidste forsøg på en ny hastighedsrekord på vand, da hans Bluebird båd mistede kontakten med vandet og tippede over. På museet kan I se kopier i fuld størrelse af Blue Bird-bilen fra 1935, Blue Bird Boat K4 fra 1939 og jet-hydroplane Bluebird K7 fra 1967.

Når i har fået nok af biler og både, så kan I afslutte besøget i den maleriske cafe ved River Leven, der løber lige ved siden af museet.

Kort

Vis på kort