Canadas overraskende storbyperler
Vancouver, Toronto, Montreal og Quebec City. Canada står på ingen måde tilbage for USA, når det gælder storbypuls, kultur, shopping og skyskrabere. Tag en by som Vancouver. Byen ligger smukt til mellem Stillehavet og bjerge med snedækkede toppe. Når du rejser til Vancouver vil du opleve en frigjort livsstil, der minder om San Francisco i USA. Du kan også tage på shoppingtur i verdens største indkøbscenter beliggende i Edmonton, som med sine over 800 butikker kan holde selv den mest inkarnerede shopaholic beskæftiget i noget tid. Frankofile byer som Montreal og Quebec City har hatten kækt på sned og frister med fortovscafeer og franske specialiteter. Og så er der naturligvis pulserende Toronto, som kan bryste sig af at være verdens mest kosmopolitiske by.