Det ægte Newfoundland
7 dage Fra 18.259 kr.
Vores rejsespecialist Mette er vild med det østlige Canada. Hun har boet i Montreal i tre år og betegner Canada som sit andet hjem. I løbet af den tid udforskede hun store dele af det østlige Canada – og fandt sine favoritter.
Mette er ikke til storbysightseeing, men foretrækker længere ture, der har lidt af det hele - der skal, som hun siger, "være plads til at gå i dybden med oplevelserne". Netop derfor elsker hun at rejse i det østlige Canada.
Når hun rejser, er det vigtigt for hende, at der er noget til øjet, noget til maven, noget til kroppen, noget natur og noget historisk. Mette vil have helhedsoplevelser – både når hun, som rejsespecialist, skræddersyr kør-selv-ferier, og når hun selv rejser.
Kom med, når Mette viser dig sit Canada.
"Jeg vil ikke kun se de traditionelle highlights. Jeg vil have noget forskelligt: der skal være noget til maven og noget til øjnene, noget til hjernen – man skal kunne koge det sammen til en god velsmagende suppe. Det skal ikke kun være bouillon. Der skal noget fyld i".
- Mettes rejsemantra
Når jeg virkelig skal tæt på lokalkulturen, går jeg rundt i området Le Plateau-Mont-Royal - eller ”Plateau” som de lokale kalder det - i centrum af Montreal.
En byvandring her vil jeg varmt anbefale som et spændende alternativ til den mere traditionelle sightseeing i Montreal.
Le Plateau er i de seneste år blevet et upcoming hipsterområde med smarte barer, charmerende caféer og farverig street art.
Når du går i Plateaus gader, mærker du, at Montreal er en åben, frisindet og farverig by. Her er alt fra spraglede klæder til spraglede huse; private boliger, små supermarkeder og delikatessebutikker med specialiteter fra hele verden. På ethvert gadehjørne befinder du dig i en kulturel smeltedigel med alskens kulturer, og hvor LGBTQ-miljøet stortrives.
Her kommer du helt tæt på de lokale, dér hvor hverdagslivet leves.
Der er mange markeder i Montreal, men Atwater Market er klart min favorit. Det er en stor markedshal med et væld af butikker, og man kan få stort set alt under samme tag.
Jeg kan rigtig godt lide, at der er et stort fokus på det lokale, og at alt er produceret i Quebec-provinsen. Atwater Market har virkelig taget ”fra jord til bord”-tanken til sig.
Atwater Market ligger downtown, ved kanalen Lachine Canal, så det er perfekt til en hurtig frokost undervejs - eller du kan gøre som de lokale og tage på picnic - for eksempel på Mont Royal.
Selvom jeg ikke er til seværdighedsshopping, så er den enorme bakke Mont Royal et must see. Det er et stort, rekreativt område, hvor de lokale vandrer, løber og står på ski. Her er et vildt vue over Montreal, og du kan virkelig fornemme, hvor stor byen er.
Som den nordamerikanske tradition byder, tager man sjældent sine venner med hjem, men mødes i stedet ude. Derfor ser du mange lokale, der mødes på Mont Royal til en picnic, hvor børnene kan lege på legeplads, mens de voksne hyggesnakker. Den tradition er jeg helt vild med!
Køb en sandwich i Atwater Market og tag den med til kanalen. Spis den, mens du betragter hverdagslivet – folk, der går, løber og ruller forbi. Det er piv-hyggeligt
I Nova Scotia er der en masse spændende historiske byer. Hvis jeg skal fremhæve nogle, jeg er rigtig vild med, må det blive Lunenburg og Peggy's Cove.
Peggy’s Cove er en samling af hyggelige fiskersamfund omgivet af glatvaskede, flade klipper. Når du rejser her til, skal du opleve områdets ikoniske fyrtårn, Peggy's Point Lighthouse, besøge verdens mindste posthus og vandre blandt de ikoniske stenmærker, inuksuks.
Lunenburg er et levn fra det britiske Imperiums kolonisering af Nordamerika. Den særlige byplanlægning med de stejle gader, der får byen til at minde om San Francisco, har sikret den gamle bydel en plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Det er netop det historiske ved Lunenburg, der giver den charme. Det er dér, de første migranter kom ind i landet og hvorfra de senere blev fordrevet til Sydstaterne.
Peggy's Cove og Lunenburg er - som det meste i det østlige Canada - lettilgængeligt. Og det du skal se, er ikke seværdigheder, hvor man skal booke tid på forhånd. Det er ikke lavet til turisterne – så du kan tage hen og se det, du selv synes er spændende, lige når det passer dig.
På min første ferie i det østlige Canada havde jeg ønske om at se to ting: hvaler og det famøse tidevand. Derfor tog vi til den ikoniske bugt Bay of Fundy i Nova Scotia, der er et af de steder i verden med den største forskel på højvande og lavvande. Her står du på havbunden og kigger 12-13 meter op, til hvor den normale vandstand er markeret - og det er helt vildt at opleve!
I løbet af fem minutter er der en halv meter vand, og efter 10 kan du se folk komme sejlende i kajak. Vi var selv ude at sejle ved bugten og var så heldige at se to store pukkelhvaler og en kalv.
Nationalparken Kejimkujik er oplagt, hvis du gerne vil være aktiv undervejs. Her er der nemlig mulighed for kano, kajak, mountainbike, løb og vandring.
Vi tog også på en guidet vandretur for at se petroglyffer (flere tusinde år gamle indgraveringer og udsmykninger i klipper, red.) Guiden var kvart indianer og fortalte om de gamle traditioner og historien bag petroglyfferne (som man iøvrigt kun må besøge barfodet). Det er sådan noget, jeg synes er vigtigt at få med.
Du kommer bare tættere på First Nations-folkets historie i det østlige Canada, end du gør i det vestlige.
Jeg har skræddersyet en del kør-selv-ferier til det østlige Canada, og der har ikke været et eneste tilfælde, hvor folk ikke kom tilbage og sagde 'du havde ret'. Så det er altså ikke kun mig, der er faldet for det østlige Canada.
Quebec City er ikke bare endnu en storby. Det er her, du finder noget af den ældste europæiske kultur i Canada. Størstedelen af byen er fredet, og de gamle huse er virkelig fine. Jeg er betaget af byens charme og synes helt bestemt, man bør se byen, når man er i det østlige Canada!
Det ikoniske hotel Fairmont Le Château Frontenac med den brede træpromenade Dufferin Terrace er så imponerende. Her skal du gå forbi på en byvandring.
Det er i byens gader, at charme virkelig træder frem. Québec City er nemlig kendt for de mange trompe l’oeil-malerier på husgavlene. Det er murmalerier, hvor der er brugt en særlig perspektiv-teknik, der gør at motivet nærmest ser virkeligt ud. Det er virkelig interessant at gå på jagt efter malerierne i byens gader. Mange af malerierne viser Canadas historie – for eksempel rejsen fra den oprindelige befolkning til den moderne skateboard-løber.
Og er du i byen, anbefaler jeg at køre ud og se vandfaldet Montmorency. Foruden Zipline, kan du komme helt tæt på vandfaldet på hængebroen, der krydser det brusende vand.
Når jeg rejser, er det vigtigt for mig, at det sker i mit tempo. Jeg vælger hellere lidt færre ting og steder at se for at få mere tid til noget andet. Alt fra miniferien i Tyskland og sommerferien i Italien til den store rundrejse i Canada eller USA giver mig nye idéer og inspiration til rejser - inspiration om mine favoritrejsemål, som jeg glæder mig til at give videre til dig og dine rejsefæller!