Eventyr i Western Australia og cruise i The Kimberley
28 dage Fra 99.394 kr.
Et par kilometer uden for Kalgoorlie ligger Hannas North Tourist Mine – en af de oprindelige guldminer, der blev lejet første gang i 1893. Det var også året hvor Patrick Hannan, Flanagan og O'Shea fandt 100 ounces (ca. 3,1 kg) guld, som var starten på guldfeberen i området.
På museet kan I høre Paddy Hannans fortælling om hans guldfund, se videoer fra kæmpe eksplosioner i de enorme åbne guldminer og se forskellige udstillinger om guldgravernes arbejdsbetingelser for mere end 100 år siden. Oplev også de kæmpestore minemaskiner på tætteste hold, når du står ved siden af trækvognen Caterpillar 793C eller kravler op i skovlen på læsseren. En anden speciel oplevelse er det underjordiske tilflugtskammer, der kunne holde 12 minearbejdere i live i 72 timer.
Museet er åbent hele året fra kl. 9-16, og du behøver ikke at booke billet i forvejen – bare mød op når det passer dig. Du skal regne med at afsætte 1½-2 timer til besøget i den historiske mine. Der er en souvenirbutik, hvor du måske kan finde et godt minde fra besøget og et område med grilfaciliteter. Efter museet kan du fortsætte til Super Pit Lookout – en uvirkelig oplevelse, når du står på kanten af en af verdens største åbne miner.
"Tip: Hvis du er så heldig at opholde dig i Kalgoorlie den tredje søndag i måneden, har du mulighed for at booke dig ind på en gratis guidede tur til både Super Pit (den enorme åbne guldmine) og museet. Det er en unik mulighed for at opleve det store maskineri bag guldudvinding."